Kristendommen i Kina
Måske var det apostelen Thomas, der var den allerførste til at bringe kristendommen til Kina, da det siges, at han allerede i år 61 nåede til nutidens Xi’an i Shaanxi-provinsen. Ellers er det de nestorianske kristne, der får æren af at være de første, da de ankom i år 635 via Silkevejen. Kina var i denne periode meget åben over for udenlandsk kunst, handel og indflydelse i det hele taget.
Herefter uddøde kristendommen næsten igen, og selvom både franciskanermunke og nestorianske kristne havde en vis indflydelse under Genghis Khan, var det først for alvor, da den italienske præst af jesuitterordenen Matteo Ricci ankom til Kina i 1583, at kristendommen igen kom til at spille en rolle i det religiøse liv i Kina. Jesuitterne havde held med at introducere vestlig tankegang, matematik og astronomi til Kina og havde stor indflydelse ved kejserhoffet. Det sluttede dog brat, da kejser Kangxi forbød katolsk mission i 1721, efter at paven havde besluttet, at katolikkerne ikke længere kunne anerkende den kinesiske forfædredyrkelse som ikke-religiøs.
De protestantiske missionærer ankom relativt sent til Kina, og mange betragter Robert Morrison, der ankom til Guangzhou i 1807, som den første protestantiske missionær i Kina.
Missionerne spredte sig fra syd mod nord langs med kysten efter 1842, hvor den første opiumskrig sluttede, og udlændinge fik ret til at opholde sig i en række byer, og udviklingen tog for alvor fart fra 1860’erne, hvor en ny traktat gav udlændinge lov til at rejse overalt i landet.
James Hudson Taylor blev den mest indflydelsesrige missionær i det 19. århundrede. Han startede China Inland Mission (CIM) i 1865 og følte sig personligt ansvarlig for, at der hver måned døde en million kinesere uden at have hørt om kristendommen. Målet var da heller intet mindre end at få kristendommen ud til alle kinesere. Derfor blev han en ivrig deltager i den store kristne vækkelsesbølge, der ligeledes skyllede ind over Danmark, og var medvirkende til, at også flere danskere kom til at arbejde for CIM.
Perioden fra 1901 til 1925, hvor udenlandsk indflydelse i Kina havde stor fremgang, blev også kristendommens storhedstid i landet. På trods af politisk uro, krige, invasion, forfølgelser og undertrykkelse var der i 1949, året for den kommunistiske magtovertagelse, stadig omkring 6000 missionærer og 20.000 protestantiske kirker med omkring 700.000 medlemmer i Kina. Året efter havde stort set alle udenlandske missionærer forladt landet.
Indkøb, udgifter og udsendelsesfest
Især de første missionærer vidste i virkeligheden ikke, hvad det var, de kom ud til i Kina. Hvad kunne man, og hvad kunne man ikke købe på stedet? For at være på den sikre side havde missionærerne en del gods med hjemmefra. Da der ikke fandtes smedejernsovne i Kina, blev disse, prydet med sloganet ”Arnens Lue gør hjemlig Stue” udskibet fra C.M. Hess i Vejle. Desuden blev der sendt klaverer, møbler, cykler, gardiner og meget andet ud til Manchuriet. Blandt de ting, den 33-årige Ole Olesen købte ind i 1896, finder man bl.a. overtøj, gangklæder og hovedbeklædning til 253,75 kr.; et jagtgevær til 30 kr.; briller, kikkert, kompas, termometer og barometer til 32 kr.; uldtøj til 78,30 kr.; fem sæt lærredstøj til 25 kr.; porcelæn og køkkenudstyr til 70 kr.; lange støvler, spadserestøvler, sko og galoscher til 68,75 kr.; sengetøj inklusive uldne og vatterede tæpper, lagner og puder for 104,50 kr.; dækketøj og håndklæder for 36,50 kr.; værktøj for 50 kr.; og knive, gafler og skeer for 30 kr. I alt købte han ind for 1000 kr. (omkring 60.000 kr. i dag), og regningen blev betalt af DMS. Det indkøbte udstyr blev så sendt med et af ØK.s skibe til Kina og fragtet ud til deres endelige destination – ofte på små kinesiske hestevogne. Beløbet faldt dog med tiden, bl.a. fordi møbler og inventar normalt gik videre til afløserne, når et missionærpar forlod en missionsstation. Desuden kunne man efterhånden købe meget lokalt i Kina. 25 år senere, i 1921, fik Helga Bech Andersen (1921-46) fra Vrold ved Skanderborg kun 535,25 kr. (knap 11.800 kr. i dag) til at købe udstyr for.
Missionærerne blev også af missionsselskaberne anbefalet en særlig garderobe. Skønt det er sikkert, at mange af danskerne ikke havde råd til at leve op til alle anbefalingerne, var der selvfølgelig visse standarder for påklædning, som man forsøgte at overholde. Således fremgår det af M.W. Browns anbefalinger, at
”Man skal som minimum have tre sæt tøj. Et sæt, meget tyndt, passende til en periode på to til fire måneder afhængig af arbejdssted med meget varmt vejr. En tropehjelm er en nødvendighed; mørke briller og motorbriller er meget anvendelige. Et sæt, af medium tykkelse, til de korte forårs- og efterårsperioder, op til tre til fire måneder. Det sidste sæt, det varmeste der kan fremskaffes, er til de kolde vintermåneder, i praksis resten af året. Dertil skal man have en pelsfrakke, en pelshue eller hætte, og pelshandsker, fløjlsstøvler med filt og en tyk, strikket uldsweater. Husk at købe overtøjet ekstra stort så man kan have ekstra lag tøj indenunder om nødvendigt.”
Tropehjelmen, der dengang blev anset som uundværlig for enhver vesterlænding på rejse uden for Europa og Nordamerika, kunne de udrejsende fx erhverve sig i nogle af anløbshavnene på sejlturen igennem Det Røde Hav. Derudover skulle man som missionær ofte ud at rejse på kortere eller længere ture, og det krævede selvfølgelig særligt ekstraudstyr:
”Rejseudstyr er en nødvendighed. Det bør bestå af en feltseng, et vaskefad, et emaljesæt til at spise af; sengetøj; en saddel, ikke for stor; en god regnfrakke og høje ridestøvler, der gør at man kan krydse lavvandede floder. Man skal desuden ikke undlade at medbringe ekstra læder til reparationer og diverse stykker praktisk værktøj. Søstre skal undgå meget korte, stramme nederdele og kjoleliv, der er meget nedringet. Løse kjoler og jakker er en nødvendighed.”
Inden udsendelse blev alle elever, der havde bestået samtlige prøver på missionsskolen og gjort tilfredsstillende fremskridt, ordineret, så de kunne fungere som missionærer i Kina. Andre uddannelser var ikke nødvendige og betød, at man selv uden teologiuddannelse havde mulighed for at komme til at bære sort præstekjole med hvid krave i Kina. Denne begivenhed blev naturligvis fejret med en såkaldt missionærindvielse. Indvielserne tiltrak ofte rigtig mange mennesker og var derfor en begivenhed, som mange kirker var interesseret i at afholde. I Jylland var det domkirkerne i Ribe, Viborg og Haderslev, der blev mest brugt. På Sjælland foregik det fx i St. Johanneskirken i København. Festen for Conrad Bolwig (1893-1946) og hustru blev afholdt netop her. Ved denne lejlighed blev der talt med stærke ord om behovet for mission i Kina, hvor kristendommen, på trods af en ældgammel kultur og store tænkere, havde haft ringe kår. ”Ikke mindst ved de mange vantro Europæere og Amerikanere, der søgte hertil og alene søgte, hvad der hører denne Verden til.” Afrejsen blev ofte et tilløbsstykke med familie, venner, missionsselskabet og orkester til at tage afsked med de enkelte missionærer. Alle var klar over, at man måske aldrig fik hinanden at se igen
Førstehåndsindtryk
Det var også i denne periode, at missionærerne som nytilkomne fik deres første indtryk af og gjorde sig de første tanker om det folk, de skulle arbejde iblandt. For Margrethe Leth var den første tanke om kineserne: ”De mennesker vil du komme til at holde forfærdelig meget af.” Hun genkendte noget af det, hun havde læst om hjemme, men fik også det første chok, da hun gik ned igennem den kinesiske bydel i Harbin:
”Der færdedes en Mængde Kinesermænd paa Gaderne med deres morsomme langærmede Kjoledragter og Pisk ned ad Ryggen. Derimod saa man kun ganske enkelte Kvinder og Børn. Saaledes saa vi en stakkels lille Kone med et Barn paa Armen; det der fyldte en med Medlidenhed ved det Syn, var hendes smaa bitte Fødder i tilsvarende smaa Sko. Uvilkaarligt tænkte man paa: ’Lige saa mange smaa Fødder, lige saa mange Taarer.’ Man maatte selv faa Taarer i Øjnene ved at se det, man saa mange gange havde læst om og nu fandt i den grælleste Virkelighed.”
Hun var også rystet over, hvor beskidt og snavset der var overalt. ”[J]eg vil nok antage, Kost og Gulvklude er noget, der ikke anvendes ret meget”, bemærkede hun og fortsatte: ”Orden og Renlighed er ikke deres stærke Side.” Til gengæld lægger hun igen og igen vægt på, hvor smilende, rare, høflige og venlige alle kineserne er over for hende.
De positive førstehåndsindtryk af kinesernes væsen går igen flere steder. Dagny Pedersen (1911-17; 1922-49) skriver: ”På grænsen mellem Sibirien og Kina så vi de første kinesere med lange hårpiske. Vi blev glade ved at se dem og elskede dem med det samme.” Mary Holms beskrivelse lyder således: ”Det kinesiske folk er flittigt og dygtigt. Det er let at holde af dem, de har sans for humor og drager logiske slutninger, er høflige og smilende.” Formand for DMS, pastor Busch, der var på besøg i 1920, skrev om sit førstehåndsindtryk af kineserne: ”Jeg synes uhyre godt om disse Kinesere, jeg træffer, de ligner saa meget vore Venner i Vestjylland.”
